Team Lunden-hesten går til start fredag på hjemmebane. Kommer Earl Grey i mål som vinder eller nummer to, er den kvalificeret til start på Bjerke-banen, hvor der køres om store præmier.

René Jonassen er meget tilfreds med Earl Grey, som har taget den seneste start på Nykøbing Falster utrolig fint, og hvor den vandt på en overbevisende måde.

I dag – mandag – har den gået fine intervaller (6 x ca. 900m på Bjæverskov). Formen er i orden, og det samme er humøret, lyder det fra en glad René Jonassen.

Næste start er på fredag på Lunden, hvor den skal ud på 2000m autostart i et løb – Summer Meeting Fall, indl. afd. – med hele 20.000 kr. til vinderen.

– Løbet passer perfekt til ham både med hensyn til distance og præmiesum, påpeger træneren og forklarer, at løbet er for heste med en præmiesum på højst 129.938 kr. Earl Grey står med 118.000 kr. på kontoen.

Og hvad er så det med indledende afdeling? Jo, vinderen og nummer to er forpligtet til at starte i finalen på Bjerke i Oslo lørdag den 14. november, og hvor der køres om en førstepræmie på 100.000 norske kr.

På billedet kører René Jonassen Earl Grey til sejr på Nykøbing Falster Travbane.