Godmorgen mandag kære anpartshavere i Team Lundens anpartsheste.

Med købet af Luna Brodda i går har vi nu købt færdigt for i år.

Vi tror på, vi har den rette sammensætning til at kunne fortsætte i sporet af fremgange.

Når vi når frem til 15. maj i år, har vi fire års jubilæum og klart over to millioner kroner i præmier er allerede hjemme.

To fireårige heste og en toåring er altså holdet i 2020.

Den yngste skal træne i dag. Ghita Nørby sidst på formiddagen og det bliver filmet ligesom vi laver et interview med hoppens træner Axel Jacobsen.

Prisen for at være med i de tre heste er ens engangsbeløbet 1.000 kroner.

Earl Grey og Luna Brodda konceptet kører til og med 31. december i år hvorefter begge sælges mens Ghita Nørby konceptet kører til og med 31. december 2022 hvorefter hun sælges.

Luna Brodda kommer efter planen til Ken Ecce sent onsdag aften efter løbene på Åby i Göteborg.

Jeg håber vi kan præsentere hende for publikum i Lunden søndag den 9. februar.

Vi har også løb nu på lørdag aften men jeg tænker hun lige skal falde til i sit nye miljø inden hun skal ind til Lunden. Salget af anparter i hende åbnes senest i overmorgen onsdag.